Har du tabt en klatpension?

Har du tabt noget på din vej igennem arbejdslivet? Eller har du fået samlet dine klatpensioner fra tidligere ansættelser op undervejs? Mange danskere glemmer, at samle deres pensionsopsparing op og flytte den med videre, når de skifter job. Måske husker du fra eventyret om Hans og Grete, hvordan krummerne, som de havde efterladt på deres vej igennem skoven, blev ædt af skovens dyr. Det samme kan ske med dine efterladte pensionsopsparinger, og skovens dyr hedder administrations- og investeringsgebyrer. Som til sidst gør at en gammel opsparing kan blive spist helt op, og dermed aldrig kommer dig til gode. DET er også sket for mig.

Som ung studerende i København havde jeg en række forskellige studiejobs. Ved et af dem blev der indbetalt til pension på mine vegne. Det var ikke noget jeg overhovedet skænkede en tanke, hverken dengang eller de næste mange år. Faktisk er det ikke engang særligt længe siden, at jeg fandt ud af, hvad den ordning fra PFA som fremgik på min oversigt på pensionsinfo med et rundt nul egentlig var kommet fra. Den var, fordi den oprindeligt kun havde været på ca. 6000 kr., over årene blevet spist op af gebyrer. Havde jeg vidst, hvad jeg ved idag, så havde jeg naturligvis samlet den op, og taget den med mig undervejs. Men jeg var, som så mange andre, bare ikke opmærksom på problemet, og sådan blev jeg 6.000 kr. fattigere. Og hvad betyder 6000 kr. ? Ja hvis nu pengene havde været investeret sammen med resten af min pensionsopsparing, og dermed ikke selv skulle afholde gebyrer helt på egen hånd. Ja så er der faktisk en god mulighed for at de kunne have fordoblet sig ca. hvert 10. år. Og da der er godt 4 årtier imellem da jeg stoppede med at indbetale på ordningen, og min formodede pensionsdato, så kan vi lave et lille regnestykke (6000 kr i start, 6% i afkast efter PAL skat og 43 år med renters rente): 6000*(1,06)^43 = 73.503 kr. Helt bestemt et beløb som var værd at samle op og give lidt kærlighed undervejs, frem for at lade den ligge i skovbunden til de vilde (gebyr) dyr. 

Hvad med dig? Har du mon efterladt dig en enkelt pensionsopsparing eller to i forbindelse med at du har skiftet job i løbet af dit arbejdsliv?

Hvordan redder du så din gamle efterladte pensionsopsparing fra de vilde gebyr dyr? Du går ind på pensionsinfo.dk og danner en rapport. Hvis ikke du genkender alle de ordninger, som står på din liste som noget du har set på din seneste lønseddel, og nogle af dem måske tydeligt fremgår som hvilende ordninger, der ikke betales ind til. Så har du måske en eller flere klatpensioner. Du kan redde din klat pension ved at få den overført til din aktive ordning, fordi du så kun betaler gebyrer et sted. En ting som dog er vigtig at være opmærksom på er, at du får dine rettigheder som er knyttet til ordning med. Det kan være en 60-års-rettighed eller en 5-år-før-rettighed, som kan være god af at have. Men er det i orden, så er det bare at komme igang.

Hvis du har brug for hjælp til øvelsen, eller spørgsmål til ovenstående så grib fat i din nærmeste pensions Ninja 😉

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *